Når en kommune eller en enkel skole beslutter at implementere Kropsuddannelsen, er det starten på en ny spændende hverdag, hvor krop og sundhed kommer mere i fokus i skolen. For at denne start bliver så positiv og problemfri som muligt, har vi her samlet implementerings-erfaringerne fra Kropsuddannelsens foregangsprojekt ”Børn og Idræt i Ballerup”. Efter indkøb af Kropsuddannelsen foreslår vi at følge nedenstående implementeringsplan:
Foredrag og Kurser
Disse foredrag og kurser afholdes af Projektgruppen bag Kropsuddannelsen.
Introducerende Foredrag
Foredrag 1: Til kommunale ledere og beslutningstagere.
Foredraget vil tage udgangspunkt i den nyeste evidensbaserede viden om sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring samt de vigtigste projektresultater fra foregangsprojektet ”Børn og Idræt i Ballerup ”.
Foredrag 2: Til Forældre og andre interesserede med tilknytning til skolen.
Foredraget vil tage udgangspunkt i, at målgruppen er forældrene, men indholdet vil have samme fokus og omfang som i Foredrag 1.
Introducerende kursus til kommunes lærere
Kropsuddannelsen er et afprøvet selvevaluerende materiale, men erfaringsmæssigt kan et introduktionskursus i anvendelsen af materialet i praksis være en fin begynderhjælp. Kurset henvender sig til idrætslærere og lærere, der vil anvende materialet i andre fagområder, som biologi, hjemkundskab, matematik og dansk. Mappens indhold og erfaringerne fra praksis gennemgås, og relevante temaer og øvelser fra grundtræningsområderne afprøves og fotograferes i praksis til direkte brug i undervisningen.
Kropsuddannelsen anvendt som evalueringsredskab
Med Kropsuddannelsen kan skolen i samarbejde med forældrene sikre, at barnet udvikler sig naturligt og alderssvarende på de fem grundtræningsområder:
- Kondition
- Motorik( balance/koordination )
- Styrke
- Udholdenhed
- Bevægelighed
Evaluering af praksis
Idrætslæreren anvender denne evaluering i forhold til idrætsundervisningens formål, og skal i samarbejde med klasselæreren sikre, at forældre, elever og skoleledelse løbende er orienteret om det enkelte barns kropslige kompetencer og viden i forhold til alder.
Dette samarbejde er vigtigt og betyder, at elever der har begyndende problemer med et færdighedsniveau, der ikke er alderssvarende, kan få et særligt fokus. Disse elever kan derved sikres normale og alderssvarende kropslige kompetencer gennem relevant vejledning og træning.
Basis-evaluering består i:
1. Konditionstesten tages minimum 3 gange årligt (i begyndelsen, i midten og i slutningen af skoleåret)
2. Evalueringen på de andre 4 grundtræningsområder tages løbende over hele året, med en startevaluering i begyndelsen af skoleåret. Kropsuddannelsesmaterialets billedserier kan her bruges som reference til at vurdere, om eleven har de alderssvarende færdigheder.
Evaluering af teoretisk viden
Elevens viden på det kropslige område sikres ved tværfaglig undervisning sammen med idrætsundervisningen. Kropsuddannelsens teoretiske indhold skal anvendes året igennem og sikre, at eleven får en aldersrelevant indsigt i sund levevis og om hvordan deres egen krop fungerer, trænes, vedligeholdes og udvikles naturligt.
Det anbefales, at idrætslærerne aftaler at samarbejde om brugen af mappen, således at de jævnligt hjælper og inspirerer hinanden og desuden drøfter, hvordan materialet anvendes optimalt.
Idrætslærerne og den pædagogiske ledelse drøfter, hvordan mappen anvendes bedst i skole-hjem samarbejdet og i forbindelse med udtalelse i idræt. Elevens almene udvikling, selvværd og trivsel tager afsæt i denne samarbejdsrelation.
Hvis skolen har indført eller overvejer at indføre eksamen i idræt , skal idrætslærerne og den pædagogiske ledelse drøfte, hvordan kropsuddannelsesmaterialet skal integreres i eksamen. Det er her op til den enkelte skole, hvorledes dette skal foregå.
Praktiske foranstaltninger i forbindelse med implementering af Kropsuddannelsen
Den praktiske del af implementeringen kan have afgørende betydning for en succesfuld start af Kropsuddannelsen på din skole. Vi har her samlet de vigtigste erfaringer.
Når jeres kommune eller skole har besluttet at implementere Kropsuddannelsen, modtager skolen Kropsuddannelsesmapperne og skal derefter sikre følgende:
1. Skolen skal udpege en ansvarshavende person, der står for modtagelsen og uddelingen af mapperne, således at alle relevante personer ved nøjagtigt HVOR på skolen uddelingen finder sted, HVORNÅR uddelingen finder sted dato/tidspunkt, og desuden, at alle ved HVEM der uddeler mapperne til hvilke elever/klasser.
2. Lærerne får besked om, at mapperne normalt skal stå til undervisningsbrug i klasselokalet, og at de derfor normalt ikke skal medbringes til idrætsundervisningen, så de udsættes for unødigt slid. Mapperne tages kun med hjem og tilbage til skolen efter aftale med læreren.
3. Billedserierne af de aldersrelevante færdighedsøvelser fra grundtræningsområderne i mappen – som skal læres i idrætsundervisningen – medbringes på de langtidsholdbare øvelseskort, der illustrerer alle grundøvelser. Disse kort bør normalt indkøbes i et eller to sæt til skolens idrætsundervisning og til brug for alle idrætsundervisere.
4. Billeder af elevens kropslige færdigheder fra grundtræningsøvelserne i mappen kan tages i forbindelse med idrætsundervisningen, men kan lige så relevant og pædagogisk korrekt tages andre steder som f. eks. hjemme, på stranden, i klubben osv. Det afgørende er, at eleven kropsligt kan udføre de aldersrelaterede færdigheder.
God fornøjelse med Kropsuddannelsen.